Vi bruger Cookies!     

         
 X     
malfetdk





 

    Danielle Mariane Malfet copyright 2011

 

Møjurt - findes langs vandløb

 

Kontakt MIG  til et foredrag 24811181

Det koster 3000 kr... 

 

Lægeplanternes historier

Ved Danielle Mariane Malfet

 

I forhistorisk tid har mennesket altså - Homo Sapiens - hvor ”sapiens” betyder = tænkende

Anvendt naturens planter i tiden før og efter stenalderen. Der har man brugt naturen til at bygge

Hytter. Lave køkkenredskaber, til beklædnings genstande, transportmiddelet; vi kender det bla. Fra udhulet træstammer, der har været anvendt som både. Men ikke nok med det , har mennesket brugte naturens planter i deres husholdning. Videnskaben har selv undersøgt gravfund og erklæret at mennesket var plante spiser udefra deres kendskab til det menneskelige gebis.

 

Naturens planter har endnu haft en vigtig funktion - nemlig som helbredelse middel.

 

Stenaldermanden har næppe haft kendskab til planterne gennem litteraturen man har sikkert lært

Af dyrene som instinktiv (det gør de forsat i vore dage) har spist planterne, til at helbrede sig selv med.

 

Med tiderne blev den lægelige anvendelse af planterne ført videre i de forskellige samfund, fra mund til mund eller fra medicinmanden til medicinmanden, som vi endnu kender det i vore dage  

Mellem primitive samfund. De bruger endnu planterne i ceremonielle ceremonier og til helbredelse

af syge. Selvom vestens hurtige virkende medicin (også kaldet Allopatiske - medicin) har fået indpas i mange kultursamfund, er der endnu nogle primitive samfund som bevarer deres traditioner og traditionelle naturmedicin.

 

Men med tiden vil noget af denne viden uddøet ”¦ For solens, månens og årstidernes foranderlige kræfter er vævet sammen med myter om guder, dæmoner og almindelig udbredte legender. Lægeurter eller urtemedicin, som er traditionel i ethvert land, spiller en uvæsentlig rolle i disse legender, da den gradvis udviklede sig fra man spiste urterne som en del af den almindelige kost: Da skarpt smagende aromatiske eller bitre planter instinktivt samledes for at tilfredsstille kroppens behov til i detaljer at udformeceremonier, som at udforme ceremonier, som ledes af samfundets mægtige medlemmer.

 

Det er let at forstå at planter med appetitlig, behagelig uden særlig smag spillede en vigtig rolle

i menneskets kost og at hver formodes at have sin egen specielle karakter i forhold til udseende,

duft og vokse sted, f.eks. se på vejbreden skønt den har ringe duft og beskedent udseende fik den ikke desto mindre et stærkt og udbredt ry som en beskyttende og magiske plante, antagelig fordi den trivedes under de mest uvendelig forhold på stier og køreveje, hvor den ustandselig knustes, men overlevede.

 

Det kan være vanskeligt at forstå hvorfor planter, der er klar giftige og farlige som husløg med sin stinkende lugt, stikkende blade og ubehagelig smag, begyndte at blive brugt medicinsk. Men hvis

den gamle forbindelse mellem sydom og onde ånder tages i betragtning, virker det helt rationel at anvende en afskyelig medicin til at drive djævlen ud og en plante der har kraft til hos patienten at fremkalde vanvid og raserianfald til tider død, ville sikkert have en voldsom virkning på dæmonerne.

 

Også skyld var forbundet med sygdom, de mægtige guder ramte mennesket som straf for dets synd, så en afskyelig medicin var en bod til og en formildelse af guderne. Selv i dag er der en dybtliggende og instinktiv følelse af at medicin bør smage afskyeligt for at være effektiv.

 

I de tidlige tider, hvor intet var skrevet ned, udvikledes to ideer om behandling med urter som senere udbyggedes og kaldtes ”læren om ligheder” eller ”signaturlæren” og læren om modsætninger.

 

Den første (læren om lighed) brugte plantens udseende eller karakter som et fingerpeg om dens

anvendelse som lægemiddel, feks. Tydede den røde saft, der kunne presses ud af perikums gule blomster, på at planten kunne bruges mod sår og således kan nævnes andre planter som tidsler da denne kunne stikke, måtte de være mod stiksår, Gøgeurtens testikellignede knolde var elskovsmiddel, mange historier kan berettes som signaturlæren.

 

Den anden ide, læren om modsætninger forsøgte at genoprette den naturlige balance i det syge legeme ved at anvende planter med egenskaber der var i modsætning til sygdommens symptomer,

Således skulle kølige, fugtige urter bruges som modvægt mod en hed, udtørrende feber.

Denne teori var beslægtet med den senere klassiske deling af materien i fire elementer:

Luft, vand, ild og jord, med de tilsvarende legemlige temperamenter: sangviske, flegmatisk,

kolerisk og melankolsk, denne teori var fundamental i den vestlige lægekunst indtil slutningen

Af 1600 tallet - disse egenskaber kender vi også fra Astrologien.

 

Mangler en side ”¦ 4 i det skrevne

den kommer...

 

og dens virkning . Blandt de planter, der er omtalt og som stadig er i brug kan feks. Nævnes baldrian, gensing, lakrids, meldrøjer, opiumsvalmuer og rabarber. Men det var dog først efter de store opdagelsesrejser i 1500 tallet at kinesernes indflydelse på den europæiske lægevidenskab rigtig begyndte at kunne spores.

 

Fra den indisk kultur kendes Susrutas lægebog ”Ayurveda” der menes skrevet mellem 500 og

1000 år før Kristus på grundlag af mundlig overleveringer fra guden Brahma. Ayurveda omtaler

ca. 700 lægeplanter. Sagn og fortællinger støttes af arkæologiske fund disse afslører at man også

tidligere brugte lægeplanter i Europa - (men det vender vi tilbage til).

 

Den Ægyptiske kultur kom til at påvirke Europa via Kreta og Grækenland. Oprindelig var det her

,ligesom i Ægypten præsterne der tog sig af såvel de legemlige som de sjælelige skavanker, men lidt efter lidt blev det læger, der som specialister overtog behandling af det sjælelige område.

 

De græske læger fik en helt dominerende betydning for udviklingen inden for den europæiske medicin gennem et par årtusinder. Ja den kan spores endnu i dag. Det helt store navne er den

græske læge Hippokrates (født ca. 460 år før Kristus) hvis videnskabelig skrifter og praktiske

arbejde, latterlig gjorde den primitive lægekunsts overnaturlige karakter.

Han redelige og moderate bøger understregede vigtigheden af kost og hygiejne.

Han opregnede her omkring 400 enkel lægeurter og var også den første der fremsatte teorien

Om at sygdom forårsages af manglende balance mellem de fire legemlige, væsker den såkaldte

Humoralpatologi.

 

Et af de vigtigste skrifter var ”De Materia Medica” skrevet i det første århundrede af en græsk læge

ved navn Dioskorides, som boede i Rom. Heri beskrev han 600 planter og angav deres navne og helbredende kræfter. En kopi af manuskriptet illustrere omkring 512 planter med naturaliske vandfarvelagte tegninger, som hele værket var basis for, i det mindste de næste 1600 år.

Skrifter om planterne, illustrering af dem og den medicinske teori. På samme tid som Dioskorides var Plinius den ældre en romersk embedsmand, som skrev ”Naturalis Historia” - indhold adskillelig bind om medicinsk botanik. Skønt hans videnskabelig observationer var spækket med overtro, har alene værket størrelse 37 bind gjorde det til et værdigfuld kildemateriale for skribenter af urtebøger.

 

Ligesom Romerriget voksede og bredte sig mod nord gennem Europa til hvad romerne kaldte Britannia, voksede udbredelsen af mange middelhavsplanter også, da deres frø og rødder såede og plantedes af de romerske kolonister i disse nordlige villahaver, både som føde og medicinsk brug.

 

De mere hårdføre planter, som fennikel, løvstikke (også kaldet på dansk Magi urt) forvildes snart

og voksede langs kysterne og ved menneskelige boliger, mens planten som dild, sar, rosmarin, persille, hvidløg, sennep, have mynte, havetimian, isop, salvie og mange andre antagelig vedblivende er dyrket her mod nord lige siden. Den eneste parallel til en indførelse af planter i

sammen stort omfang opstod 1500 år senere under den europæiske kolonisation af Nordamerika.

Krydderplanterne blev også kendt mod nord da romerne importerede disse som krydderier og medicin, hvor af peber og ingefær var blandt de vigtigste.

 

I de islandske ”Eddaer” taler sagnet således om lyfjabjerget som det sted, hvor lægedom var at finde, for der voksede lægeurter. ”Lufja” er det oldnordiske ord for lægemiddel.

De håndskrifter omhandlende lægeplanter, der er bevaret fra vores middelalderen lægeplanter, der er bevaret fra vores middelalder, er tydelig påvirket af oldtidens lærer bøger, især Dioskorides og Galens.

 

Den første skole for læger blev grundlagt i Salerno - syd Italien.i midten af 700 tallet. Skolen blev søgt af studerende fra hele Europa og den nære Orienten og dens påvirkning spores klart hos mange middelalderens lærebogs forfatteren, således bla. Hos den danske kannik Henrik Harpenstræng (død 1244), som man mener at han må være den første læge (naturlæge) vi kan spore har i Norden.

 

I slutningen af 1100 tallet studerede en ”Maestre Henry” de Danemarch i Paris. Man har ment, han var den Henrik Harpenstræng som døde ca. 1244 og som var Kannik i Roskilde. Denne teori er dog

Forladt efter at man har konstateret, at der på den tid var en lokalitet Danemarche i nærheden af byen Dreux i departement Eure (udtales ø) - et - Loire i Nord Frankrig. Henrik Harpenstræng skal have været Erik Plovpennings livlæge og han menes at være forfatteren til det ældste stykke dansk litteratur, en lægebog. Her i gives nogle oplysninger om , hvilken lægeurter man dengang dyrkede i Danmark, men de er sparsomme, da bogen dels er en oversættelse til dansk af middelalderens mest

udbredte lægebog, ”De virbus herbarium”, angivet at være forfattet Macer Floridus. Værket omtaler 77 lægeplanter og affattet på Latin.

 

Henrik Harpenstræng bog må have fået stor udbredelse i Norden, for der findes bevaret 8 danske, 1 islandske, 5 norske og 7 svenske afskrifter af dem.

 

Henrik Harpenstræng skrev også andre lærebøger affattet på latin, som jo ikke var et sprog, der kunne forstås af alle, et eks. På Harpenstræng afskrifter fra 1300 tallet om handlende ”Urtica dioeca” - Urtica urens eller på klingende danske Brændenælde. Citat: den knuste plante indtages

for gulsot, roden anvendes mod miltlidelser, et afkog af grøn nælde virker afførende, nældesaft

bruges for sygdom i testiklerne og hævet underliv, den læger gammel hoste, de knuste blade lægger på sår og bylder. Om rølliken skriver han at det er et sårlægemiddel og han giver anvisning på hvorledes man behandler citat tag rølliken og knus med slat og lav en pulp deraf og læg den på

såret og det heles. Tag røllikens frø, knus dem fint og kom det i øjnene da ser du hvide skæl fare

ud af dem, urten indtages med eddike for blæresten. Et vin afkog drikkes mod krampe og dysenteri,

frøene koges med bævergejl og eddike til en drik diarre, knus røllike blandes med æggehvide og honning bindes på sår, renser dem og lindrer smerten. At disse opskrifter er blevet brugt er der næppe nogle tvivl, men om de har virket på alle dem Harpenstræng behandlede står ikke skrevet nogen steder.

 

Med bogtrykkerkunsten kom der rigtige gang i lægebøgerne. Dels var der med renæssancen interessen for antikken , vågnet og dermed også for lægeurternes omtale, da der blev mulighed for at mangfoldiggøre skrifterne. I norden var den første trykte lægebog dansk. Den blev forfattet af en tidligere Kannik i Lund Christian Pedersen som allerede i 1528 sluttede sig til den Lutherske lærer.

Han havde selv skaffet sig bogtrykkermateriale under et ophold i Belgien og hans ” en nøttelig lægebog for fattige og rige, ung og gamle ” udkommet i Malmø i 1533 trykt i hans egne trykkeri.

 

Mere kendt blev hans studiekammerat og ven Henrik Smith. Han fulgte Christian den 2 i langflygtighed. Da han igen vendte hjem til sin fødeby Malmø fik han det embede, hans far førhen

havde haft, som vejer og måler. Han var godt nok læge, men skriver at han var nødt til at opgive denne bestilling, da han ofte måtte betale mere for medikamenterne, end han kunne tage for hele kuren. Henrik Smith udgav flere læge og urtebøger , og i 1557 samlede han det hele i én .Smiths lægebog blev i forordet anbefalet af selveste rektor ved Københavns universitet, Christian Thorkelsen Morsing, som en særdeles nyttig bog i et land, hvor der kun er et apotek og kun få læger. Rektor tror dog ikke at man kan lærerlægekunsten af sådanne bøger, for den kan ikke læres

Citat: fuldmommeligen på 3 eller 4 år. Thi der vil stunder, vandring, studering, ja møde og arbejde til ud i lægedoms kunst, at have idelig omgængelse med lærde mænd, at lærer og kende urter og andet lægedom, som gud lader opvokse af jorden, menneskerne til gavn og Guds.

 

Henrik Smiths bog opnået stor udbredelse, og den er blevet genoptrykt gang på gang, sidst af skipper Christian Madsen i Ålborg i 1923.

 

Den sidste kendte danske forfatter, er Simon Paulli der i 1648 udsendte et fornemt værk, ”Flora Danica” som han forfattede på foranledning af kongen, Christian den 4 til hjælp for citat:

”den gemeene mand på landet boende, som ikke altid hafuer (haver) middel og råd til at søge Doktor imod adskillige sygdomme og tilfælde”¦.

 

Simon Paulli var født i Rostock men faderen blev i 1604 livlæge for Enkedronningen Sofie på

Nykøbing Slot, hvorfor han kom til at leve sine barneår i Danmark. Han tog sin student eksamen i Rostock og studerende derefter forskellige steder i Europa. Efter nogle år som medicinske professor i Rostock blev han i 1639 professor i anatomi og botanik ved Københavns Universitet.

Han lærte dog aldrig at tale dansk, så han skrev sin bog på på latin og måtte have en af sine elever til at oversætte den til dansk.

Hans lægebog omtaler i alt 384 planter og den har et træsnit af hver plante, udført i Holland. Simon Paullis værk blev aldrig trykt i mere end det første oplag. Den har flere planter med en Henrik Hapenstrængs urtebog.. Øjensynligt har han tænkt sig , at hans lægebog skulle fortrænge Henrik Smiths læge- og urtebog fra 1557, for man kan se, at han flere steder kritiserer denne bog og advarer mod at tro alt for bestemt på, at citat: ””¦alt det deri er skrevet for vist”

I året 1427 nævnes første gang en dansk apoteker, Hans Brandt. Mest sandsynligt har han været rejseapoteker. Men først i 1546 ved man , at der blev startet et apotek på højbro Plads af en Willem Uno. Der var dog allerede i 15 36 givet bevilling til Johan Diech, men da han overstreget i registranten kunne det tyde på , at han ikke har benyttet den.

 

I 1549 oprettes Løve Apoteket i Odense, i 1573 et apotek i Viborg, i 15 85 et i Kolding og derefter gik det ret hurtigt rund om i landet.

 

Langt op i 1100 tallet havde lægen selv fremstillet sin medicin, men nu gled dette arbejde lidt efter lidt over til apotekeren, der i sit laboratorium yderligere syslede med kemiske og medicinske problemer.

 

I 1828 lykkedes det den tyske kemiker F. Wöhler (1800-1882) at fremstille det organiske urinstof ud af rent uorganisk materiale, noget man tidligere havde betragtet som absolut umuligt. Dette førte igen med sig, at man nu mente det nødvendigt i at gå omvejen over planten for at få virksom medicin. Muligvis har man her forklaringen på, at det nu overvejende blev specielle kemiske laboratorier, der i stor udstrækning blev leverandører af ny medicin, og ikke apotekslaboratorierne,

Der tidligere havde været bogstavelig talt enerådende på dette område. Tillige, at de nye syntetisk fremstillede stoffer efterhånden fortrængte mange lægeplanter fra lægens naturlige udvalg.

 

De autoriserede håndbøger med forskrifter med forskrifter for læger og apotekere vedrørende medicin og medicin fremstilling farmakopeerne, og lægebøgerne for de medicinske studerende, farmakologierne, afspejler klart, at interessen for lægeplanterne mindskede lidt efter lidt.

 

I den første danske farmakopé fra 1772 finder man ca. 500 plantedroger, medens kun 46 mineralske og 41 dyriske er repræsenteret.

 

I farmakopeer fra 1862, 1876,1893,1907 og 1933 mindske antal af anvendelses af plantedroger væsentligt, og i udgaven af professor Knud O Møllers farmakolog i 1941 er der kun taget 40 urter med. Men har skal der tilføjes, at mange stoffer og blandinger, der også er med, er af vegetabilsk

Oprindelse. Af ”Pharmacopeea Nordica ” 1936 Er af ca. 1500 råstoffer de 30 rene plantedroger, medens ca.115 flygtige olier, fede olier, harpikser - skylder planter deres eksistens . Retter man imidlertid blikket syd på , vil man opdage at de vegetabilske droger her er langt mere anvendt en i Norden.

 

I vores nutid dvs. her i Atomalderen er der ved at opstå en øget interesse for de gamle naturmediciner ude i den brede befolkning, og ikke mindre hos forskerne. Med de erfaringer

der er gjort gennem generationer, som ledetråd, er man for alvor begyndt at tage lægeplanterne

op til højre undersøgelse i nyere tid har de lærde skændes om planternes indholdstoffer`s farlighed,

så der i april 1989 blev udsendt en liste over naturmidler der bla. Der bla. Anset for uacceptable

som levnedsmiddel ingredienser, hvilke skabte røre hos forhandlerne, der bla. måtte kalde nogle af deres produkter hjem, ifølge levensmiddelloven # 12.

Sundhedsstyrelsen som mange af lægeurterne hører under, nøjes med at godkende produkterne med pålydende etiket citat: ” Efter en undtagelse i lægemiddelloven kræver sundhedsmyndighederne ikke dokumentation for dette præparats virkning eller kvalitet citat slut.

 

Desuden må der ikke stå , hvad midlet anvendes til ej heller må ekspedienten fortælle eller give gode råd selvom man nok ser lempeligere på disse regler nu om stunder. Tilbage er der til forbrugers orientering, naturen som vi alle værner om, da den ligger til grund for vores helbred  

Og ikke de industrielle fremstillet syntetisk piller.

Førhen sagde man, at der kun fandtes en plante for enhver sygdom, dette holder forsat stik her i vores tid . Så kik dig omkring næstegang du kommer forbi naturen.

 

Men huske der findes også fredet planter , nøjs med at beundre dem og se deres skønhed, lad være med at plukke dem  LAD DEM STÅ

 

copyright: tlf. 24811181

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

Opdateret 30/10/2017

Besøg  
103061